Min barndom og ungdom i Åby

Aaby - Aabyhøj Lokalhistoriske Forening

 

Lise Rosenkilde: Hermed som lovet lidt historie fra:

 

Solgården Søren Frichsvej 85 Hvor jeg boede til jeg blev 12 år.

Gjellerupvej nr. 3. Hvor jeg boede fra jeg blev 12 år til jeg flyttede hjemmefra som 17 årig.

Gjellerupvej nr. 21, hvor mine farforældre boede efter at være fraflyttet Gjellerupvej nr. 26.

Gjellerupvej 26, som jeg ejede i årene fra 1966 til 1991.

Vejen fik jo et navneskift på et tidspunkt, da man fandt det bedst, i forbindelse med at Gjellerupvej der mundede ud i Vibyvej ved Løcktes Tømmerhandel blev lukket, at fortsætte navnet Åbyvej der så kom til at gå fra Silkeborgvej ned omkring gammel Aaby, man satte blot et ettal foran alle husnumre, det var jo enkelt.

Trafikken var blevet for voldsom i og med at Søren Frichsvej var blevet ført igennem til Århus og udvidet. De store fragtbiler havde fået for vane, at køre ned om vores lille købmand og holde rast.

Det kunne de gamle huse ikke holde til.

Jeg må lige fortælle at mit døbenavn er Inge-Lise Rosenkilde Hansen, men da jeg så at sige aldrig har brugt mit fulde navn, og altid kun er blevet kaldt Lise Rosenkilde, fik jeg på et tidspunkt som voksen reduceret i navnene.

Jeg har kopieret hvad jeg har fundet kunne være af interesse for arkivet af billeder og vedlagt dokumenter fra mit eget hus Åbyvej 126.

Min mand har moret sig over hvor lang tid jeg har kunnet tilbringe med at få disse ting klar gjort til forsendelse, men jeg tror så mænd jeg godt kunne have fortsat, jeg synes jeg har haft en spændende og noget anderledes opvækst end de fleste, og man skal passe på at få givet historie videre så det ikke går tabt for eftertiden.

Endelig lykkedes det at få kontakt til jer, jeg har forsøgt siden jeg fik jeres kalender i julegave af min datter.

Efter at have talt med formand Holger E. Laursen, der viste sig at være min meget afholdte lærer i Danmarkshistorie i min skoletid som elev i Aaby skole, fik jeg taget mig sammen til at fortælle hvad jeg har af oplevelser fra min barndom som barn i henholdsvis Solgården Søren Frichsvej i Åbyhøj og Gammel Aaby.

For at fortælle lidt om min baggrund vil jeg begynde her.

Jeg Lise Rosenkilde og er datter af Erna Udengård Hansen husmor Født d.29-8-1919 i Hornslet, datter af Smedemester Jørgen Peder Udengård Rasmussen og Camilla Mathilde Udengård Rasmussen

husmor. og Leo Alexander Rosenkilde Hansen født i Århus d.25-7-1911, søn af Frederikke Frederiksen husmor og Jens Emilius Hansen Ortopædisk håndskomager.

Jeg er født i 1944 og et såkaldt efterkrigstidsbarn. har to halvsøskende Elsa og Birgit, fra min mors første ægteskab. Min mor blev enke i en tidlig alder, og efterpå i 1943 giftede hun sig med min far der var chauffør, og kørte brunkul fra lejerne i Hornslet.

Min første tid som barn, startede i et nyopført socialt boligbyggeri "Solgården" Søren Frichsvej 85 1. sal th. med 2 blokke som start, for enden af blokken nede ved jorden lå ismejeriet, hvis indehavere var nogle af mine forældres bedste venner.

Min far havde ønsket en søn, jeg blev en datter men pyt, jeg blev opdraget som den søn han ønskede sig, og det har ikke været så ilde endda. Jeg kan både sy og slå søm i.

Jeg fulgte min far som en lille tro hund lige så snart han havde fri fra sit arbejde, og derfor har jeg muligvis oplevet andet end det der var almindeligt, for et barn (en pige ).

Min fars kammerater boede i Gl. Aaby, så når han skulle være sammen med dem, var jeg med hvis det var muligt. Kammeraterne var de gartneri ejere der havde de store gartnerier i Gl. Aaby, der hvor de nye huse i Aaby ned mod åen, senere blev bygget, når mændene snakkede gik jeg rundt og spiste af tomaterne og de friske agurker, det var utroligt.

Der var en bror og en søster mere der også drev gartneri, Marius og Mariane, de boede på en gård oppe tæt på Skatollet - ja sådan hed det, og ikke chatollet.

Senere i min voksenalder, blev disse gartnerier revet ned, og de nye huse blev bygget, det var alle meget kede af som beboere i Gammel Aaby. Men hele min barndom stod de der og min familie handlede der.

Et andet hold af min fars venner var Christian der arbejdede på Oliemøllen og Gerda Laustsen der var uddannet dameskrædderinde. de boede i villaen Gjellerupvej 15. Det var et ægtepar uden børn, de boede helt umanerligt smukt, med polstrede spisebordstole med fjedre i og blankpolerede møbler, soveværelset var et af de flotte hvidlakerede, og som kronen på værket, sad der en rigtig porcelænsdukke på sengetæppet. Mine forældre havde kortklub sammen med dem, jeg var som det yngste pjevs med, og så fik vi æblekage med flødeskum og geleklatter til kaffen.

I øvrigt spillede jeg whist på højt plan som 9 årig, jeg var fast iagttager ved kortbordet.

Jeg var en af de få der har oplevet at blive passet der i en weekend, det var som at være prinsesse.

De havde en utrolig stor have inkl. et vådområde som de kaldte dammen. Christian døde pludseligt, da jeg var barn, og i min voksenalder solgte Gerda en grund fra til Bent og Jytte Henriksen, der så byggede der. Gerda blev blind med årene, hun blev boende i sit hus til hun døde i en høj alder.

Bent var en af min barndoms legekammerater, han boede sammen med sine to brødre og en søster i huset hvor hans far "Træ Henrik" boede, på Kærvej. Jeg mener hans far var træskomand, senere gav familien sig af med at brække gamle jernbanevogne op, på banestrækningen nede på engen ved åen og solgte hvad der var brugeligt der fra.

Jeg springer noget i det, men må skrive som jeg husker.

Jeg gik i skole på Aaby skole vi var 7 førsteklasser, fra a til g, vi var en af de første store årgange som man sagde, og det var ikke så ringe endda at gå i 1g, da vi altid fik nye lærebøger, min Ole Bole er til endnu.

Min lærer var igennem kort periode Frode Petersen, men han rejste. Jeg kan huske at jeg fik lov til holde ham i hånden på min første skoleudflugt ind til Hammelbanen, hvor vi skulle med toget vi havde fanen forrest, det var festligt. Den klasselærer jeg ellers husker fra grundskolen var Åse Nielsen.

En anden lærer som jeg mindes med glæde var Holger Laursen, jeg husker stadig, når han satte sig i vindueskarmen (lagde sin pibe fra sig?) og fortalte, så ørerne stod stive, ellers var skoletiden ret blandet, der var mobning også dengang, og jeg kom jo som andre i det boligkvarter fra arbejderklassen, hvor kårene var små.

Mine farforældre boede i Gammel Aaby. de kom fra midt Århus, men da min far var barn flyttede de til Gammel Aaby hvor min farfar etablerede sig med sit skomagerværksted se vedlagte billede af huset Gjellerupvej 26; se støvlen der hænger udenfor vinduet.

Mine farforældres hus skulle senere blive mit i mit tidlige ungdoms liv og voksenliv.

Senere flyttede mine farforældre til huset beliggende Gellerupvej 21 i gammel Aaby, hvor støvlen blev hængt op, den ene ende af huset var i øvrigt lejet ud til en pølsemager, jeg mindes, duften af hans pølser; han må have haft røgeri i et muret hus der lå i haven, han havde en hvidmalet kærre med håndtag, og låger over ladet, som han gik rundt med og solgte fra.

De boede der til men farfar døde, min farmor kom på Alderdomshjemmet på Thorsvej i 1964. Hun overlevede ikke denne flytning ret længe, men min farbror og tante havde overtaget huset, og havde ikke overskud til at tage vare på hende. Min farbror indrettede barbersalon i den ene ende af huset, og byggede om. Huset er nu på andre hænder og min farbror er død og borte.

Min farmor var nr. 3 kone i min farfars ægteskaber, med sin første kone fik han 2 børn med sin anden kone Frederikke Frederiksen fik han min far som hun døde fra da han var 3 år gammel, og med sin tredje kone 4 børn, så den farmor jeg kender, er den sidste Inger Elise Hansen.

Mine forældre havde som flere andre der boede i "Solgården " kolonihave ude ved Brabrand søen, jeg kan huske hvor vidunderligt det var at bade i de små sandlommer og hvor festligt det var når roerne eller de små robåde kom forbi, nogle af mine forældres venner fiskede ål, så det nød vi også godt af.

Senere fik mine forældre en kolonihave tættere på "Solgården", der hvor der nu også er bygget boligblokke op imod Vibyvej.

Vi børn tumlede og legede på markerne lavede teater gravede huler og havde det dejligt vi var mange i alle aldre.

På et tidspunkt i 50 ca. var mine forældres venner begyndt at fraflytte "Solgården" da de efterhånden blev bedre økonomisk stillet, mine forældre fil mulighed for at købe et meget gammelt hus i Gammel Aaby, der dengang var ejet af Gerdas mor Kristine Poulsen, jeg var da 12 år.

Huset var ikke særligt stort, der var das i vaskehuset, og kun en kakkelovn i stuen, det var hyggeligt om sommeren, men meget, meget koldt om vinteren. Huset lå på Gjellerupvej nr. 3. Det var bygget sammen med huset ved siden af udlejet til Christine Christiansen og huset rundt hjørnet begge disse huse var ejet af Frøken Ane Rasmussen. (Lige overfor Aaby kirke).

Christine Christiansen var en meget farverig person, hun havde næsten hvidt hår der engang havde været rødt hun var frodig og fuld af humør, tidligere kogekone, og de fleste af hendes børn og børnebørn boede også i området. Stjansen, som vi kaldte hende, lavede vin til vores fester, hun plumpede blot æblerne i en zinkbalje som hun havde stående i den pæne stue, lagde et lagen over, og så blev det til den flotteste gyldne sauterne.

Frøken Rasmussen var en lille spinkel person, sød og rar, hun holdt selv hele hushjørnet, og noget der imponerede mig, var at hun hvert forår genopfriskede fugerne mellem murstenene med hvidt hun brugte ganske simpelt en tandbørste..

Vi havde en hyggelig gård bag huset, der stødte op til Stjansens og Rasmussens gårdhaver, og der har vi moret os sammen mange gange da jeg var barn, det hændte, at Rasmussen inviterede til kaffe i hendes lysthus. Sådan et havde hun i sin have, af de rigtig gammeldags slags som man aldrig ser mere.

I min voksenalder faldt begge de to damer fra, hjørnehuset blev solgt til en familie der åbenbart ikke havde sans for husets charme, de fældede poplerne og murede nye vinduer i over det hele.

Natmanden kom gang om ugen om aftenen og tømte das spandene, det var vognmand Frier, der havde hævd på dette arbejde, han kom med sin åbne vogn, og spandene blev båret på nakken ud og tømt af. Jeg gik til spejder inde i Århus på dette tidspunkt, og glemmer aldrig dunsten, når jeg kom cyklende hjem, men dasset var fint kalket med en flot ravklump i brættet. det var samme Frier der stod for tømning af affald, det var i starten som jeg husker det, de gamle zinkspande og så op på nakken og ud på læsset.

Vi syntes huset var et slot, dels kunne vi have hund, og dels havde vi fået en have. Min far dyrkede sine grøntsager, og fik snart styr på denne del, og hen ad vejen blev huset forbedret. En tipsgevinst gav centralvarme i huset, men det var sent i mine barneår.

Tagværelset havde gammelt tagvindue med is på om vinteren, så på denne årstid, var det noget med godt med tøj på når vi skulle i seng, og is på dynen om morgenen.

Hen ad vejen fik vi installeret nyt badeværelse, med brus, men varmvandsbeholderen var i et særskilt rum ude i gangen, så det var koldt at bade.

Begge mine forældre er døde og huset er nu på andre hænder.

Jeg havde altid tilbragt megen tid hos min farfar sammen med min fætter Jens Hjortshøj; vi var født med en uges mellemrum, og var meget tæt på hinanden, så via min farfar kendte vi så at sige alle de mennesker der boede i Gammel Aaby.

Jens og jeg fulgtes i skolen og i fritiden, Jens var søn af min faster og onkel begge forældre er nu døde. Jens døde afkræft ti år tilbage, ligeså hans lillebror Ole. Det var store tab for mig.

Bus line 5 fra Århus, til gammel Aaby havde i mange år holdeplads overfor min farfars hus, og Chaufførerne havde lov til at bruge min farfars tissehus, mine farforældre havde også gammeldags das men adskilt af tissehuset, Chaufførerne spiste deres madpakker på hans værksted, og så gik snakken, blev det for heftigt blev Jens og jeg sendt ind til farmor for at få æbleskiver, og det var ikke så ringe endda.

Slagteren Heinrich Brandes og hans kone, blev mine forældre gode venner. og naboer, de styrede butikken med hård hånd, de havde to piger. Min farfar talte ofte om at Heinrichs far - den gamle Brandes - havde fået sine ben sat af, det ønskede han ikke skulle overgå ham; min farfar havde haft Polio som

Barn, så han havde en meget fin skindstøvle til sin ene fod og en noget anderledes konstrueret til den anden. Han var fantastisk til at sy støvler og sko til defekte fødder og blev derfor søgt af mange.

Smedjen skiftede ejere og det blev også nogle af mine forældres gode venner. Købmanden var i starten en mand med kun halvanden arm, i den butik kunne man købe alt, lige fra søm til træsko, sukat i stykker og meget andet skåret til. Der duftede krydret og dejligt, men købmanden solgte og så kom Anders Christiansen og hans kone Kirstine, og de blev også mine forældres venner, de havde børn på min alder så det var hyggeligt.

Min bedste veninde Hanne Henriksen boede lige overfor i den ene side af et dobbelt hus ovenpå boede familien Vindberg med sønnen Ove, hen af vejen flyttede de, og så fik familien Henriksen, der havde medlemmer nok til at bebo huset, lov til at overtage det hele.

Hannes far var ringer og Graver ved Aaby kirke, min mor var i mange år kirkeværge, og var medbestemmende da kirken blev renoveret, det var hun meget optaget af.

Jeg holdt meget af at bo tæt på kirken ikke fordi vi var særlig kirkelige, men lydene var dejlige og hørte med.

Bagergården, den gule på den anden side af vejen, der boede Halfdan Jensen med sine forældre kone børn og søskende, der var tømrerforretning. De var ligesom en enklave, men ved dødsfald og skilsmisse, skiftede det hele ejer. Ellers var det i mange år frk. Jensen der drev bagerforretningen, og når vi børn legede ude sommer eller vinter, og det var blevet lukketid, fik vi som regel hvad der ikke var blevet solgt i dagens løb af kager.

I et af husene på Søren Madsens gang, bag købmanden, blev det fortalt, at Johannes Meyers bror havde boet, det var et meget hyggeligt sted.

Ved side af mine forældres hus lå som sagt slagteren. Næste hus var spilmanden, han kørte rundt med sin lille Nordbakke og samlede køkkenaffald. Spildmanden havde 2 søstre boende de var meget forskellige af udseende, holdt sig altid for sig selv, jeg kan huske at den ene af dem kom til købmanden, knold i nakken havde hun og langt skørt, og forklæde på, hun åbnede sin lille pung, købmanden tog sedlen fandt varerne tog penge, og så gik den lille kone igen hjem til spilmandens hus.

Næste hus var Sønborgs; det var et lille firkantet hus hvor Søndborg, der var en meget lille mand i lyseblåt arbejdstøj, med grå filthat (han så ud som blev han aldrig vasket) boede sammen med sin meget store kone og rigtig mange børn, der lignede moderen; hun lignede en tater. Søndborg rensede kommunens kloaker. Han havde sin kloakrenser og sin anderledes trillebør og så mødte vi ham ellers overalt. Huset er nu revet ned, det lå på det der bliver kaldt trekanten, der hvor gråpæretræet står.

På hjørnet af Kærvej og Gjellerupvej lå smedens hus, det var i mange år ejet af Christoffersen, der havde en lille gravhund Trine, der altid anbragte sig ude midt på vejen.

Efter Christoffersens død (det var efter jeg var flyttet ind i nr. 26 med min familie) flyttede der et ægtepar fra Djursland til huset. De stoppede klude i de ituslåede vinduer og boede der ellers som det var, de fortalte at de var mødtes sent og blevet gift. Jeg og et hold naboer var indbudt til sølvbryllups kaffe der, ikke andre, vi fik lagkage med pisket æggehvideskum og boller med godt med margarine. De fortalte, at de havde boet så lang fra alfarvej, at de måtte have traktoren i gang når de skulle af gårde. De var meget anderledes end de fleste, men utrolig hjælpsomme og venlige; Jens og Marie hed de.

Jens cyklede altid på en Velosolex uden motor, tænk engang, han må have haft gode benmuskler.

Ja, så kom Gerdas hus, på den lille slip op, hvor lægens mor boede. Han blev kaldt evighedsstudenten. Derefter kom så mine farforældres hus.

Derefter et rødt bindingsværkshus, jeg husker ikke hvem der ejede det, jeg tror de hed Just, men efter dette lå Slikmutters hus det var en rimelig stor villa. I kælderen havde familien Kjeldmann deres lille butik hvor vi kunne bruge vores småskillinger

Der er meget historie at fortælle hvis jeg går længere hen af vejen, men jeg kan ikke stedfæste i bestemte huse.

Nogle af mine skolekammerater boede i den del af Gammel Aaby. Det var ikke den meste eftertragtede ende af byen at bo i, nogle af mine skolekammerater kom fra meget små kår, det skete at man som barn ikke kom i skole fordi der ikke var tøj nok eller andre sociale årsager, som nok kun vi børn kendte til.

Overfor mine forældre lå min venindes forældres hus, det høje dobbelthus, derefter købmanden, så en lille vej om til Søren Madsens gang, derefter smeden Poul og Elly med datter Susanne.

Smedjen var førhen ejet af brødrene Mikkelsen, overtaget efter deres far. Deres mor måtte på alderdomshjemmet, hun blev blind og brugte sofapuden som grydelåg, og det blev for farligt.

Fru Mikkelsen var en frodig dame, hun kom på "prøve" på alderdomshjemmet. Det var svært, fordi hun måske ikke kunne affinde sig med det, men hun blev der. Engang blev det fortalt, at hun var kommet i bad og da hun skulle op, var hun ret uhandig at tumle, fordi hun var så korpulent, så badedamerne, (min mor inkl.) blev enige om at lukke vandet ud og så løfte damen, det gik rent galt, Fru Mikkelsen sugede sig fast som en prop, og Falck måtte tilkaldes. Den der morede sig mest skulle have været fru Mikkelsen.

Så lå der, et meget fint bindingsværkshus gult, som jeg ikke kan huske hvem ejede. Det lå lidt tilbagetrukket, derefter kom Marinus og Marianes hus hvidt bindingsværk den lille del var lejet ud til "a kjor løpsk" og hans kone. De havde 2 børn hvorfor han hed sådan kan jeg ikke huske, men familien var ret speciel.

Marinus og Mariane var hyggelige, pludselig flyttede de ind, de gik i sutsko til købmanden man undrede sig, men sådan var de nu. Herefter kom det lille gulstenshus der boede en af mine veninder

Kirsten, hendes far var musiker, efter dette hus kom den store hvide villa som Loft havde bygget, han havde vist også bygget huset nr. 26 mener jeg.

1 nr. 24 boede i en periode Mie og hendes mand? samt deres 3 børn. Vi fik et godt naboskab, da vi flyttede ind i nr. 26. Senere blev huset købt af Birgit og Finn Marquard, der fik 2 børn.

Men før jeg og min familie flyttede der til må jeg lige fortælle, husets historie.

Gellerup-vej 26 blev så vidt vides bygget af Loft, senere blev det ejet af mine farforældre, senere igen blev det ejet af Asta Madsen og hendes mand.

Asta Madsen dreven lille trikotageforretning der, og hendes mand cykelforretning i garagen.

Skulle man handle hos Asta Madsen og kom efter en hvid lynlås, og hun ikke havde den, spurgte hun

som regel, om ikke en sort kunne bruges. Hun havde handelstalent. Under taget, der var ret rummeligt boede en familie Thomsen med mange børn, de må have haft senge i skunkene. Et af disse børn druknede i åen, dette skete om end sjældent. Lejligheden i stueetagen th. var også udlejet.

I 1966 blev jeg ejer af huset sammen med min familie. Det var et hus på roden må man sige. Med i købet, var to hold lejere et par ovenpå og en enlig herre i stuen th.

Huset havde et fælles frostfrit toilet, der blev brugt af alle og man var ret bramfri, det var ikke ualmindeligt at der sad en person på toilettet med dørene stående åben til det fri. Det skal siges, at vi hurtigt fik styr på andre måder at komme på toilettet på.

Jeg husker en dag hvor lejeren nede kom og klagede over at det dryppede fra loftet i gangen. De to hold lejere havde fælles indgang med trappe til lejligheden på 1. sal.

Klagen blev undersøgt, det viste sig, at overboen der var en fugtig herre, og meget tit kom meget fuld hjem, havde installeret et tørkloset i rummet over gangen, og i sin fuldskab kom han ofte til at tisse ved siden af spanden.

Huset blev gennemrenoveret igennem årene. I flere år beboede vi selv med vores 2 børn hele huset, så plads manglede vi ikke. Men der var også altid børn og unge der gæstede stedet. I 1991 blev huset solgt, familien flyttede og nye ejere kom til.

Bag nr. 26 lå der kolonihaver, det var et meget hyggeligt sted at opleve, dejlige mennesker, der mødtes om deres haver, og de fleste boede tæt på, i Solgården. Men den tid skulle ikke vare ved, kolonihaverne blev nedlagt, og der blev etableret et vandresoir.

Fortsatte vi af Gjellerupvej, kom vi til fattiggården den lå lige overfor mine farforældres nye bolig, der boede også nogle af mine skole kammerater. Det var den yderste mulighed, når alt andet for familien var mislykkedes, og det kunne så men ske hvis blot far blev syg og uarbejdsdygtig - sikke tider.

I en kort periode var fattiggården nedlagt som sådan og en mekanikker havde lejet sig ind i bygningerne, men nu var Kommunen kommet i tanke om, at der skulle bygges ældreboliger på stedet, så man brændte ganske enkelt bygningerne af, jeg skal love for det gav bål.

Men flot blev det med nye ældreboliger.

Men tilbage til gammel tid.

På hjørnet af Tousvej og Gjellerupvej lå Ismejeriet hvor fru Jensen og hendes mand huserede, det var meget meget flinke folk.

I samme hus, men vendt ud mod Gjellerupvej havde vores anden købmand i Gammel Aaby til huse det var fru Riberholt. Hun var speciel, hun havde altid en klud ved hånden som hun tørrede disken af med efter endt ekspedition, og butikken var utrolig mørk og skummel, det var ikke der vi kom tiest.

Ovenpå i en lejlighed boede nok en af Gammel Aabys børnerigeste familier; nogle meget rare. Mennesker. Min søster var klassekammerat til en af pigerne en overgang, så hun kom i hjemmet, og fortalte med store øjne, at på bordet inde i stuen lå der avispapir, og der lå rugbrød, margarine og sukker og så kunne man ellers bare smøre sig en mad når man var sulten, det var ikke lige det hun var vant til hjemmefra.

Nu må jeg vist hellere slutte, jeg har ikke mere familie i Gammel Aaby alle er borte, jeg har mange minder der fra, men som årene gik oplevede jeg, at det sociale netværk og den omsorg jeg voksede op med, samt accept af hinandens forskelligheder, langsomt forsvandt i takt med at nye mennesker flyttede til, så da jeg flyttede fra stedet, var det helt fint for mig.

Jeg bor nu i Marstal sammen med min mand, en lille smuk by en smuk ø. et miljø der minder om min opvæksttid, vi sejler har altid gjort det og nyder nu vores efterlønstid.

Jeg vedlægger nogle billeder og dokumenter som arkivet måske har lyst til at bevare for eftertiden.

Med venlig hilsen

Lise Rosenkilde

Rolighedsvej 11

"Danebo"

5960 Marstal